LIGE NU: Stor politiaktion - har afspærret større område
Ifølge flere anmeldere er der affyret skud fra en bil mod en anden. Politiet afspærrer større område.

Nordsjællands Politi er sent onsdag eftermiddag rykket ud til Kgs. Lyngby efter flere anmeldelser om skud.

Anmeldelserne kom omkring klokken 17.15.

- Der skulle være affyret flere skud fra en bil mod en anden bil ved krydset mellem Lundtoftevej og Akademivej. Andre har anmeldt, at to biler kørte vildt i området, fortæller vagtchef Søren Bjørnestad.

Han kan ikke sige, hvor mange skud, der skulle være affyret, og politiet har ikke fundet afskudte patronhylstre eller andre sikre tegn på, at der er blevet skudt i området.

- Vi har afspærret et større område omkring DTU og leder efter spor, der kan be- eller afkræfte, om der er blevet skudt, siger Søren Bjørnestad.

Om de involverede biler kan han ved 18.30-tiden kun sige, at der skulle være tale om en sølvgrå bil og en lille mørk bil. Det er uvist, hvilken bil der angiveligt skulle være skudt fra.

/ritzau/