Østjyllands Politi har sigtet en 18-årig mand for røveri og for at true en 41-årig kvinde til seksuelle ydelser.
Han blev fredag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, hvor han nægtede sig skyldig. Han blev varetægtsfængslet frem til 2. maj, hvilket han kærede til landsretten.
Det oplyser politiet i et opslag på det sociale medie X.
Den 41-årig kvinde blev 26. februar ifølge politiet opsøgt på en adresse i Viby J, hvor hun arbejdede som prostitueret. Her blev hun mødt af to maskerede mænd, der udsatte hende for røveri og derefter truede hende med kniv.
Derfor er den 18-årige også sigtet for at overtræde knivloven.
Indtil torsdag har en 21-årig mand været varetægtsfængslet i sagen, men han er nu løsladt, da politiet for nu ikke mener, at han har relation til sagen.
Han havde siddet varetægtsfængslet siden 26. marts.
Den 21-årige kan søge erstatning, hvis det viser sig, at han har været varetægtsfængslet uberettiget. Politiet har ikke ønsket at komme med en uddybende kommentar til varetægtsfængslingen og løsladelsen af den 21-årige.
Politiet formoder, at den anden maskerede mand, der deltog i overfaldet på den 41-årige kvinde, er en 17-årig dreng, som i forvejen sidder varetægtsfængslet i forbindelse med en lignende sag, der fandt sted 28. januar i samme område.
Her tvang tre mænd sig med kniv til samleje og andre seksuelle ydelser med en 32-årig kvinde, der også arbejdede som prostitueret. Derudover blev hun udsat for røveri af de tre mænd.
En tredje og lignede overfaldssag er ifølge politiet blevet anmeldt.
Politiet har ikke yderligere oplysninger i sagen, men det opfordrer vidner og eventuelle øvrige ofre om at rette henvendelse til politiet, så gerningsmændene kan blive identificeret.
/ritzau/