To fængslede mænd på 27 og 33 år dræbte Anders Mark Hansen på Stevns den 2. marts i år.
Det mener Bitte Dyrberg, Statsadvokaten for Midt- Vest og Sydsjælland og Lolland og Falster, som nu har tiltalt de to mænd for manddrab.
Mændene har ifølge anklageskriftet "i forening eller efter fælles forudgående forståelse" dræbt Anders Mark Hansen ved "slag, spark og tramp mod kroppen og hovedet".
Samtidig har de to mænd kvalt offeret "ved omsnøring af halsen med plasticstrips eller lignende eller hængning", mener anklageren.
Den 27-årige mand erkender, at han så mordet. Politiet mener, at det var den 27-årige, der kørte bilen, da han og den 33-årige kørte mod Fællesskoven, hvor drabet fandt sted.
Desuden fremgår det, at "der er sikkerhed for", at den 27-årige var på gerningsstedet, da Anders Mark Hansen blev slået ihjel under "den voldsomme voldsudøvelse".
Politiet har desuden oplyst, at de to tiltalte i Stevnsagen kender hinanden.
Begge de tiltalte har tidligere nægtet at have kvalt Anders Mark Hansen og at have slået ham i hovedet.
Sagen skal foregå ved Retten i Roskilde. Det er endnu uvist hvornår.
/ritzau/