Hvad byder man uventede gæster…
For en 26-årig mand i Greve stod menuen på trusler, da hans gæster gerne ville forlade ham nytårsaften.
Dermed endte nytårsfesten meget dramatisk, da gæsterne i virkeligheden bare gerne ville hjem fra festen i Søjlegården i Greve.
Det skriver sn.dk.
- Det gav anledning til et større politiopbud, fordi man kunne frygte, at der var tale om en gidselsituation, forklarer Martin Bjerregaard, pressemedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, til avisen.
Anmeldelsen kom klokken 04:20 natten til første januar, og den lød på, at manden havde truet sine gæster med at gøre skade på dem, hvis de forlod hans lejlighed.
- Gæsterne var i hvert fald bange, forklarer politiet, som ikke vil nærmere ind på de konkrete trusler.
Da politiet ankom, fandt de fire personer – tre gæster og den 26-årige mand – i lejligheden.
Uden dramatik fik gæsterne lov til at forlade lejligheden, mens den 26-årige mand blev anholdt og nu er sigtet for trusler.
Manden i lejligheden var, ifølge politiet, stærkt påvirket af alkohol og muligvis også noget andet.