Politiet har tilbageholdt en 14-årig dreng i en drabssag fra Kolding, hvor en 35-årig mand onsdag blev dræbt.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse torsdag morgen.
Tidligt torsdag morgen oplyste politiet, at man onsdag aften havde anholdt en person i sagen. Vicepolitiinspektør Frede Nissen bekræfter over for Ritzau, at der er tale om drengen, som blev anholdt klokken 23.10.
Status er dermed, at han er den eneste, der er tilbageholdt i sagen.
Frede Nissen kan ikke sige, hvad relationen er mellem drengen og den 35-årige, eller hvordan manden blev dræbt.
- Jeg kan ikke sige andet end det, der står i pressemeddelelsen, lyder det.
Den 35-årige blev fundet dræbt i en lejlighed på Snerlevej i Kolding.
I pressemeddelelsen oplyser politiet, at manden også blev dræbt i lejligheden.
På grund af drengens unge alder er han under den kriminelle lavalder. Han er derfor blevet overdraget til de sociale myndigheder i Kolding Kommune.
/ritzau/