Når det handler om vold, har politiet pligt til at rejse en sag.
Men det sker meget sjældent, når det er kvinder, der bliver slået, viser nye tal fra Landsorganisation af Kvindekrisecentre
Det skriver Berlingske.
Og det er yderst problematisk, mener organisationens forkvinde Birgit Søderberg. For mange voldsramte kvinder melder ikke selv overgrebene til politiet.
"Det kan jo være, man er bange for manden, der kan være hensyn at tage til børn og så kan det være, at ens egen familie eller mandens familie presser de her kvinder," siger hun til Newspaq.
Under halvdelen af de 28.000 kvinder, der hvert år udsættes for vold, melder selv slag og rusk til politiet.
Og når det er politiet, der selv står bag anmeldelsen, sker det endnu sjældnere. Tallene fra Landsorganisationen af Kvindecentre viser, at det kun er i 7 procent af tilfældende, hvor politiet indgiver voldsanmeldelse.
Chef for Station City i København, Arne Wissing, er chokeret over tallene.
"Det chokerer mig, at det forholder sig sådan, for rent faktisk skal vi starte en sag, hvis vi ser tegn på vold. Også selv om kvinden ikke selv vil anmelde det," siger han til Berlingske.
Kilde: Berlingske