Nordsjællands Politi har anholdt en mand, der mistænkes for at have stjålet biler i Nordsjælland med henblik på at sælge dem i Afrika.
Politiet har fået et tip om, at manden havde planer om, at tre biler skulle køre under varmere himmelstrøg.
Den formodede biltyv er en 41-årig mand fra Københavns vestegn, som onsdag i et grundlovsforhør i Retten i Lyngby blev varetægtsfængslet i en uge, oplyser vicepolitikommissær Morten Bagge, Nordsjællands Politi.
- Vi har fået et tip om, at de stjålne biler skulle sælges i Afrika. Nu har vi en uge til at finde flere oplysninger om sagen, siger Morten Bagge.
Dommeren valgte at lukke dørene under grundlovsforhøret. Derfor er der kun få oplysninger om sagen.
Ifølge politiet har manden ikke afrikanske rødder.
De tre biler er blevet stjålet forskellige steder i Nordsjælland inden for den seneste måned. Der er tale om helt almindelige personbiler.
/ritzau/