Ifølge Børsen havde politiet gennem et stykke tid aflyttet 10 mobiltelefoner tilhørende kredsen omkring IT Factory i forbindelse med efterforskning for momssvindel.
Efterforskningen skulle være sket uafhængigt af det milliardbedrageri, Stein Bagger nu er blevet sigtet for.
"Politiet har jagtet dem længe. Men i forrige uge blev alle de overvågede telefoner pludselig slukket - og de har ikke været tændt siden," siger en kilde med kendskab til efterforskningen.
I stedet blev tre nye mobiltelefoner tændt i Dubai, da Stein Bagger, hans kone og to vennepar, deriblandt IT Factory-direktør Kim Meier og storaktionær Peter Sølbeck, kommer dertil.
Politiet har derefter fanget en samtale, hvor man mener at kunne høre Stein Baggers stemme, efter han er forsvundet.
En af telefonerne bliver også brugt til at gå på nettet, og der registreres mange besøg på den blog IT-journalisten Dorte Toft har på business.dk.
Gert Have fra Nordsjællands Politi siger til Børsen, at dansk politi ventede med at få udstedt en international arrestordre, til man vidste, Bagger var inde i USA.
Derfra vidste de, at han ikke kunne forlade amerikanske territorium uden at blive anholdt ved grænsen.