Seks mænd, der torsdag aften blev anholdt og sigtet for at stå bag et skyderi på Grønlands Torv i Aalborg, er blevet løsladt.
Det oplyser politiinspektør i Nordjyllands Politi Niels Kronborg.
Skyderiet fandt sted torsdag aften, og to yngre mænd blev ramt. De er uden for livsfare.
De seks anholdte er blevet løsladt, fordi mistankegrundlaget mod dem ikke var stærkt nok, oplyser politiinspektøren.
De er stadig mistænkt og sigtet i sagen.
- Vi fortsætter efterforskningen, siger Niels Kronborg.
Politiet søger vidner til skyderiet torsdag aften.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse fredag.
- Vi hører meget gerne fra vidner, som måtte have set eller hørt noget i området omkring Grønlands Torv torsdag aften, udtaler vicepolitiinspektør Niels Kronborg i pressemeddelelsen.
De to skudofre er yngre mænd. De blev indbragt Aalborg Universitetshospital.
Fredag er de begge uden for livsfare og ventes at blive udskrevet inden længe.
Politiets foreløbige efterforskning tyder på, at skyderiet skyldes et internt opgør mellem lokale bandegrupperinger.
- Men vi efterforsker naturligvis bredt for at afdække, hvad der er foregået både før, under og efter skyderiet, ligesom de enkelte personers andel i sagen skal klarlægges, siger vicepolitiinspektøren.
TV2 Nord skriver, at Aalborg i den seneste tid har været plaget af både skyderier og overfald, som en gruppering ved navn GT-gruppen står bag.
Politiet søger også borgere, der ligger inde med billeder eller videomateriale i forbindelse med hændelsen.
I pressemeddelelsen beskrives politiets efterforskning som "massiv".
- Vi tager det her særdeles alvorligt. Det er fuldstændig uacceptabelt med skyderi i det offentlige rum - så vi efterforsker omstændighederne grundigt, så de skyldige kan blive stillet til regnskab for deres kriminalitet, lyder det fra politiinspektøren.
/ritzau/