Østjyllands Politi søger vidner til et "alvorligt" overfald på to unge mænd natten til lørdag i Aarhus. Politiet betragter overfaldet som et drabsforsøg.
Det oplyser vicepolitiinspektør Anders Uhrskov til Ritzau lørdag aften.
Overfaldet fandt sted på Langenæs Allé. Her blev de forurettede på henholdsvis 18 og 19 år overfaldet, efter at de var blevet påkørt i deres bil.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 00.10 tidlig lørdag morgen.
Ifølge Anders Uhrskov pådrog den 19-årige mand sig skader, som ikke var livstruende.
Imens fik den 18-årige så alvorlige skader, at han i en periode var i kritisk tilstand. Manden er nu uden for livsfare, lyder det fra Anders Uhrskov.
- Det er foregået i vores kriminelle miljø i Aarhus. Vi har et godt billede af, hvor vi skal kigge hen, og derfor opfordrer vi dem, der har været involveret i det her, til at rette henvendelse til politiet, siger han.
Vicepolitiinspektør vil ikke oplyse, hvad de to mænd blev angrebet med. Han fortæller dog, at politiet leder efter flere gerningsmænd.
- Vi har sat massivt ind efterforskningsmæssigt for at få dem fanget hurtigst muligt. Jeg kan ikke sige noget om, hvor tætte vi er på, men vi gør alt, hvad vi kan, for at få dem anholdt.
Ifølge politiet har der været en del personer i området omkring gerningstidspunktet.
Personerne har sandsynligvis været på vej hjem fra festivalen Northside.
Skal folk være bekymrede lørdag aften, når de tager hjem fra Northside lørdag aften?
- Nej, det skal de på ingen måder. Vi har sat ekstra politi af til at håndtere festivalen og de andre arrangementer i politikredsen, så vi er til stede.
Hvis man har set noget i forbindelse med overfaldet, opfordres der til at kontakte politiet på 114.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.