Et kvindeligt vidne i forbindelse med drabet på den 21-årige Jonas Thomsen Sekyere på et diskotek i Kødbyen kan have vigtig viden om, hvad der foregik ved toilettet på diskotek Bakken, da Jonas blev dræbt.
Der er tale om en kvinde på 18-22 år, slank af bygning, med brunt hår. Muligvis iført en lang stor jakke, oplyser Københavns Politi.
Forbipasserende vidner har henledt opmærksomheden på kvinden, der natten mellem lørdag den 17. november og søndag den 18. november omkring klokken 03.00 befandt sig i Dannevirkegade - muligvis i krydset Dannevirkegade/Alsgade.
Kvinden sad på en trappesten foran en opgang og talte i telefon, mens hun henholdsvis græd og diskuterede højlydt.
- Vidnerne overhørte, at der blev talt om "kniv" og "drab". Det skete på en så indforstået måde, at det formodes, at hun talte med en person med et godt og konkret kendskab til omhandlende drabssag, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.
Samtidig med efterlysning af kvinden har politiet offentliggjort nye billeder af den fjerde mistænkte i sagen - Omar Muse - der fortsat er på fri fod. Der blev mandag forgæves søgt efter Omar Muse på relevante adresser.
Desuden er der mandag foretaget nye afhøringer af de tre personer, der i lørdags blev anholdt i tre gange 24 timer.
Det vil tirsdag formiddag blive besluttet, hvorvidt de tre anholdte skal genfremstilles i retten med begæring om fængsling, eller om de skal løslades.
Københavns Politi har siden i lørdags modtaget 17 nye henvendelser i sagen. Otte henvendelser drejer sig om den efterlyste Omar Muse. De resterende ni er fra personer, der har meddelt, at de også var til stede på diskotek Bakken den pågældende dag.
Den 21-årige jurastuderende Jonas Thomsen Sekyere mistede livet i forrige weekend. I nærheden af et toilet på diskotek Bakken blev han stukket flere gange med kniv. Han døde af et knivstik i hjertet.
/ritzau/