Flere end 200 politimænd fra USA og Italien har onsdag i en koordineret indsats anholdt 18 personer på den italienske ø Sicilien og en person i USA.
Det siger italiensk politi ifølge den engelske avis The Guardian.
Anholdelserne er sket som led i politiets indsats for at bryde den sicilianske mafiaklan Inzerillo op.
En anklager hævder, at klanen forsøger at genopbygge sin magtbase efter flere års eksil i USA. Det foregik angiveligt med hjælp fra den allierede Gambino-familie, der har base i New York.
Inzerillo-klanen var i 1980'erne involveret i en større mafiakrig mod Cosa Nostra, der havde mafiabossen Salvatore "Totó" Riina i spidsen.
Riina og Cosa Nostra tvang dengang Inzerillo -klanen til at forlade deres højborg, som de havde i en forstad til den sicilianske hovedstad, Palermo. Klanen søgte eksil i USA.
Da Riina tidligere i år døde, gav det Inzerillo-klanen mulighed for at vende tilbage og forsøge generobre deres tidligere territorium.