Efter en uge med relativt fredelige tilstande er uroen igen blusset op i Kenya.
Politiet skød i dag på demonstranter i den vestlige by Kisumu, hvor omkring 300 mennesker havde samlet sig for at protestere mod præsident Mwai Kibaki, der erklærede sig som vinder af præsidentvalget 27. december. Mindst en blev dræbt og flere såret, siger øjenvidner til Reuters.
Over 600 mennesker har allerede mistet livet i kølvandet på valget, som er blevet stærkt kritiseret af internationale observatører. Efter forliste forhandlinger begyndte oppositionen med Raila Odinga i spidsen i dag tre dages nye demonstrationer over hele landet. Politiet havde på forhånd erklæret demonstrationerne ulovlige og var mødt talstærkt frem.
Fredeligere end forventet
I hovedstaden Nairobi var gaderne fyldt med sikkerhedsstyrker. Det øsede ned fra morgenstunden, så relativt få mødte op til de bebudede demonstrationer. Der var få kampe mellem politi og demonstranter i byens slumkvarterer, og der blev brugt tåregas, men overordnet set var dagen meget roligere, end man havde frygtet.
»Der er stadig folk, som siger, at der kan blive borgerkrig, men det ser ud til, at der stadig er vilje til en fredelig løsning. I dag var den dag, hvor man havde frygtet, at situationen ville eksplodere igen, og det gjorde den ikke. Så det ser jeg som et meget positivt tegn,« siger Clarissa Berg, der er Human Rights Officer i Kenyas Nationale Kommission for Menneskerettigheder i Nairobi.
Flere afrikanske ledere har forsøgt at mægle mellem præsidenten og oppositionen. Senest skulle FN s tidligere generalsekretær Kofi Annan forsøge, men han blev syg og måtte udskyde sin rejse.