En patrulje fra Syd- og Sønderjyllands Politi måtte fredag eftermiddag bruge den ultimative magt på en 32-årig mands adresse i Sønderjylland.
Det skriver politiet i en pressemddelelse.
Episoden fandt sted fredag klokken 13.10, hvor politiet afgav skud mod manden, der døde umiddelbart efter.
Patruljen var til stede på mandens adresse, da der var bekymring for hans mentale tilstand.
Betjentene kom ikke fysisk til skade i forbindelse med hændelsen, der fandt sted i en mindre by i Tønder Kommune.
Syd- og Sønderjyllands Politi har underrettet Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) om hændelsen, og DUP har straks indledt en efterforskning af omstændighederne.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed har til opgave at efterforske sager, hvor personer kommer alvorligt til skade eller i værste fald dør som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende er i politiets varetægt.