Det skal ikke være muligt for betjente at dække over hinanden, som det sker i sagen om 53-årige Pia Rønneis død.
Hendes nabo ringede forgæves til politiet, der undlod at sende en patrujlevogn. Og nu er det blevet umuligt at finde ud af, hvem hos Københavns Vestegns Politi, der dengang besvarede opkaldene.
Naboen, Nino Chieus, mener derfor, at politiet bør optage opkald fra borgerne på bånd. Og idéen støttes af flere retsordførere, skriver Jylland-Posten.
- Hvis det ikke er en uoverskuelig og ressourcekrævende opgave, er det en god idé. For tiden har vi mange sager, som skader politiets ellers fine omdømme, siger Dansk Folkepartis Peter Skaarup, der er formand for Folketingets Retsudvalg, til Jyllands Posten.
Også retsordførerne fra De Radikale og SF bakker op om idéen, ligesom chefpolitiinspektør Ib Meng fra Københavns Vestegns Politi kalder idéen 'dejlig'.
Politiforbundets formand Peter Ibsen mener ikke, at betjentene dækker over hinanden, men at de ikke kan erindre opkaldet.