De har været meget tilbageholdene med oplysninger om gårsdagens bombesprængning i København, men nu åbner politiet for lidt flere informationer om, hvad de ved.
I går udløste en endnu ikke identificeret mand en sprængning på toilettet på Jørgensens Hotel, hvor udløseren af sprængladningen selv kom til skade.
Politiet er om ikke på bar bund, så i hvert fald lidt famlende i forhold til at fastslå, hvad der faktisk ligger til grund for bombesprængningen.
"Vi har endnu ikke fastlagt hans identitet. Det håbede vi desværre at have kunnet," fortæller Jørgen Aaby, der er chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, på et improviseret pressemøde.
Bombemanden er bragt på hospitalet med svære skader, så når han skal fremstilles i grundlovsforhør, må det muligvis blive in absentia. Det betyder, at han i givet fald vil blive fængslet, mens han fortsat ligger i sin sygeseng.
"Han er engelsktalende, omkring 40 år og er af europæisk eller nordafrikansk oprindelse. De papirer, han havde på sig, passede ikke sammen med hans identitet," fortæller Jørgen Aaby på et interimistisk pressemøde.
Gerningsmanden nægter at samarbejde med politiet, og det er endnu ikke på nogen måde opklaret, hvad årsagen til hans handlinger kan være.
"Vi kan ikke udelukke, at det her er en forberedelsesaktion i forbindelse med terror. Efter anbefaling fra PET giver vi nu sikkerheden en lille tand mere."
I øjeblikket er området omkring hotellet fortsat særdeles vanskelig fremkommelig. Politiet har nemlig spærret det meste af for at undersøge nærmere, hvad der præcist er sket.
"Der er mange undersøgelser, der endnu skal foregå, men vi håber at være færdige med de store ting om 2-3 timer," forklarer chefpolitiinspektøren.
Indtil videre er der fundet en pistol samt en taske, hvis indhold politiet ikke vil røbe.
"Der er ikke fundet mere sprængstof, men jeg tager det forbehold, at ransagningen endnu ikke er færdig derude," lyder det.
Politiet ved ikke, hvad der er brugt af sprængstof, og PET har umiddelbart ingen idé om, hvem manden er, og hvorfor han har gjort, som han har gjort.