Nattens uroligheder på Indre Nørrebro, hvor unge kastede med brosten mod politi og brandfolk, får ikke politiet til at opretholde de særlige forholdsregler, hvor ekstra politi skal følge med, hver gang ambulance, politi og brandfolk rykker ud i området.
Det fortæller operativ leder på Station Bellahøj i København Kim Østergaard.
- Vi opfatter det fuldstændig som dagligdag igen. Og vi regner med, og håber på, at det var en isoleret situation med en gruppe utilpassede unge, siger han.
Natten til tirsdag blev et hold brandmænd udsat for et bagholdsangreb, da en gruppe unge kastede med brosten mod brandbilen, som var kaldt ud til en brændende kran i nærheden af Folkets Park på Nørrebro i København. Også en af politiets patruljevogne blev der kastet sten imod.
Derfor blev det i nat besluttet at gøre Indre Nørrebro til et såkaldt operationsområde , hvor ambulance, brandvæsen og politiets patruljevogne kun måtte sætte ind med følge af en mindst én af politiets gruppevogne.
Blæst op i medierne
Politiet diskuterede tirsdag formiddag, om det særlige beredskab skulle opretholdes.
- Men det er der slet ikke grundlag for. Det var en isoleret episode, hvor en gruppe på 15-20 unge lavede rav i gaden, siger Kim Østergaard, som understreger, at det er fuldkommen almindeligt, at politiet i samarbejde med brandvæsen aftaler at politiet skal følge med på visse opgaver for at skærme brandfolk i særlige situationer.
Han mener derfor, at medierne har gjort for stort et nummer ud af sagen. Måske fordi Nørrebro er blevet fulgt tæt, siden rydningen af Ungdomshuset.
- Men dette her har overhovedet ikke noget med Ungdomshuset at gøre. Og hvis det var sket i Ballerup, var der ikke nogen, der havde taget sig af det, siger Kim Østergaard.