Politiet er stadig på bar bund i sagen om den ældre mand, der blev dræbt i en lille landsby på Lolland. Manden blev fundet myrdet med stiklæsioner den 30. juni i sit hus på Torebyvej i den lille landsby Toreby.
- Vi har ingen mistænkte i sagen endnu. Vi er i gang med de retsmedicinske undersøgelser af liget og de tekniske undersøgelser af huset og området omkring huset, siger Søren Ravn-Nielsen, vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Manden var alene i huset, da drabet skete, og han har ifølge Søren Ravn-Nielsen umiddelbart ikke en kriminel fortid.
Politiet mener, at manden, der er i 60 års-alderen, muligvis blev slået ihjel natten til fredag den 29. juni. To yngre mænd blev set på drabsnatten mellem klokken 01.00 og kl. 01.15 i den vestlige ende af Torebyvej, hvor manden boede. Dem efterlyser politiet fortsat.
- Vi er gang med en masse forhør i lokalområdet og efterlyser folk, der var til stede i Toreby på drabsnatten. Vi vil især gerne i kontakt med de to yngre mænd, siger Søren Ravn Nielsen.