Anders Lund blev opsøgt af ordensmagten efter mandagens enkeltstart i Tour de France. To store betjente troppede op ved Saxo Bank-Tinkoff Banks camper i målområdet og spurgte efter den klejne dansker.
Der blev dog hverken brugt håndjern eller udstedt bøder, da Lund trådte ud af vognen med en overrasket mine.
Den franske ordensmagt ville bare have et foto af danskeren flankeret af de to betjente, som smilede stort.
- Jeg troede, at jeg havde kørt over for rødt eller noget. Men der var ingen problemer, siger Anders Lund.
- De havde siddet en time i bilen og kørt efter mig ude på etapen, så de skulle nok lige se, hvad det var for en fyr, de havde fulgt efter, siger Lund.
Havde du tid til at tale med dem undervejs?
- Nej, det var meget småt med kommunikationen, men jeg fornemmede støtte nede bagfra, siger Lund.
Saxo Bank-rytteren gennemførte de 41,5 kilometer i en time og 56 sekunder.
- Man sidder lidt der alene og kæmper med det. Det gik fint nok. Den var ikke så nem faktisk. Vi havde forventet, at det var lige ud og medvind. Men der var mange små bakker, og nogle af dem var rimeligt stejle, og det slog rytmen i stykker, siger Anders Lund.
/ritzau/