Den nordjyske ordensmagt efterlyser vidner til en episode, der foregik den 7. december 2017 foran værtshuset Café Frederiksberg på Hadsundvej i Aalborg.
Her blev en 58-årig mand slået i hovedet med knytnæve og kom så alvorligt til skade med sin fod, så han måtte en tur på operationsbordet på sygehuset.
På overvågningsbilledet ses en yngre mand, som flere vidner har peget på at være bagmanden til volden. Manden beskrives som 190 centimeter høj, slank af bygning, lyst hår.
- Det er en alvorlig voldsag. Derfor efterlyser vi nu den pågældende mand med et foto, siger politikommissær Kenneth Rodam til TV2 Nord.