Politiet vil med særlige bandeenheder øge indsatsen mod rockere og indvandrerbander.
For at det ikke skal tage kræfter fra den nuværende politistyrke, skal der ansættes 140 ekstra politibetjente til opgaven.
Efter anmodning fra Justitsministeriet foreslår Rigspolitiet i et notat, at de 140 ekstra betjente skal fordeles i de seks politidistrikter, som har de største problemer med bander. Pengene til de særlige bandeenheder skal komme fra de 850 millioner kroner, som Folketinget sidste år satte af til at styrke politistyrken.
Det var Dansk Folkeparti, som i efteråret foreslog at oprette de særlige bandeenheder, og formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup (DF), er glad for, at projektet nu bliver en realitet.
"Det er ekstremt vigtigt, at vi får rykket alle de kriminelle bander op med rode. Men det kræver en langvarig og insisterende indsats, og derfor er vi meget glade for, at der bliver afsat ekstra ressourcer," siger Peter Skaarup til Politiken.