Ved et indbrud i Kloster Kirke nær Ringkøbing har ukendte gerningsmænd stjålet en urne, som politiet nu opfordrer dem til at aflevere tilbage.
- Det er fuldstændig forfærdeligt, at man har taget afsked med en person, som man så lige pludselig ikke ved, hvor er henne, siger fungerende politikommissær ved lokalpolitiet i Ringkøbing Heine Bærentsen.
De pårørende til den afdøde, en kvinde, er underrettet.
Politiet vurderer, at tyveriet af urnen var utilsigtet, da den stod i et 200 kilo tungt pengeskab, som gerningsmændene har taget fra kirken.
- Man har nok ikke vidst, at der stod en urne i skabet, siger Heine Bærentsen.
I pengeskabet var også dåbsfad og sølvtøj fra 1600-tallet, som dog ifølge politiet ikke har den store værdi.
Sølvtøj stjålet fra Kloster Kirke nær Ringkøbing. Midt- og Vestjyllands Politi/Free
- Mest af alt er det affektionsværdi, siger Heine Bærentsen.
Skabet, som har kodelås, måler cirka 70 gange 140 centimeter.
Urnen var bag lås, da den ikke endnu har kunnet nedsættes i jorden på grund af frost.
Politiet har foretaget en gerningsstedsundersøgelse og er kommet frem til, at kirkens hoveddør er blevet brudt op med et koben.
Urne stjålet ved Kloster Kirke nær Ringkøbing. Midt- og Vestjyllands Politi/Free
For nuværende har politiet ingen spor at gå efter, men der er sikret DNA fra nogle salmetal, som nu er indsendt til analyse.
Der arbejdes ud fra, at der har været flere gerningsmænd om tyveriet, og eventuelt at de har planlagt det og haft en sækkevogn med til at bære pengeskabet.
På grund af pengeskabets størrelse arbejdes der også ud fra, at gerningsmændene er kørt fra kirken i en bil af en vis størrelse.
Heine Bærentsen håber, at tyvekosterne bliver leveret tilbage.
Gerningsmændene kan dog ikke forvente frit lejde, hvis de møder op på politistationen.
- Vi appellerer til, at der er samvittighed tilbage i gerningsmændene, siger Heine Bærentsen.
/ritzau/