Det bliver en stor belastning for politiet, at de danske grænser lukker fra lørdag klokken 12. Og det betyder, at andre opgaver bliver nedprioriteret, når politiet i samarbejde med Forsvaret skal vogte grænserne.
Sådan lyder meldingen fra Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, der organiserer danske politifolk.
- Selvfølgelig kan det løses. Men det betyder, at andre opgaver ikke kan løses.
- Det er klart, at der er andre opgaver, der i høj grad bliver nedprioriteret endnu mere end i forvejen, siger Claus Oxfeldt.
Ifølge Claus Oxfeldt bliver det "stort set alle andre opgaver", som politiet bliver nødt til at nedprioritere. Men eksempelvis personfarlig kriminalitet vil stadig have høj prioritet hos politiet.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag aften på et pressemøde meddelt, at de danske grænser lukker midlertidigt fra lørdag klokken 12.
Danskere får fortsat lov til at rejse ind i landet, men andre skal have et "anerkendelsesværdigt formål" for at få adgang.
Lukningen betyder, at der bliver indført grænsekontrol. Det gælder til og med efter påske, som er den 13. april. Det sker for at dæmme op for spredningen af coronavirus.
Claus Oxfeldt understreger, at der er fuld forståelse for tiltaget, og at han ikke har nogen negative bemærkninger.
- Men det koster på ressourcekontoen. Det vil være naivt at sige andet. Det vil det, fordi der skal være grænsekontrol alle steder i Danmark, og det er ikke bare stikprøvekontrol.
- Så det vil i den grad trække ressourcer, siger han.
Når grænserne bliver lukket, betyder det, at personer, som kommer til Københavns Lufthavn eller en anden dansk grænse, vil blive bedt om at vende om, hvis de ikke har en gyldig grund til at komme ind.
Et "anerkendelsesværdigt formål" kan eksempelvis være, at man bor, arbejder eller leverer varer til Danmark. Det kan også være personer, som har en akut grund til at besøge nære familiemedlemmer.
Det er politiet og Forsvaret, der kommer til at stå for at kontrollere grænserne.
Danske statsborgere kan fortsat krydse grænsen, ligesom der også kan komme blandt andet fødevarer og medicin ind i Danmark.
/ritzau/