Politifolk skal ud af patruljebilen og rekruttere nye kolleger til korpset ansigt til ansigt. En mentor kan hjælpe flere unge med indvandrerbaggrund til at begynde på Politiskolen, og derfor skifter politiet nu taktik for at få et etnisk blandet korps.
»Konkurrencen om de velkvalificerede unge med anden etnisk oprindelse er meget stor, og vi bliver nødt til at være mere personorienterede og mere opsøgende. Politikredsene skal inddrages i arbejdet og ud i foreninger og klubber og møde de unge på en positiv måde. Det er det lokale politi, der kender de unge og ved, hvor de kommer,« siger vicepolitimester i Rigspolitiets Personaleafdeling Martin Gravesen.
I år er det lykkedes at nå målet om at ansætte mindst fire procent politibetjente på Politiskolen med anden etnisk baggrund end dansk. Nu vil politiet have endnu flere og foreslår blandt andet en kontaktperson i hver politikreds, som kan fortælle de unge om optagelseskravene til Politiskolen.
»Og så skal vi have fat i deres forældre, da de især blandt etniske minoriteter er en meget vigtig påvirkningsfaktor for de unge,« siger Martin Gravesen.