Østjyllands Politi begik i går en kæmpe brøler, da de var på jagt efter den sindssyge flugtfange Per Bjørnskov Madsen.
En borger så ham på biblioteket i Ørum på Djursland, og derfor kørte politiet straks til området, hvor det også lykkedes dem at finde ham, men så skete der en fejl, fortæller vagtchef Jesper Drejer.
"Betjentene rettede henvendelse til den pågældende, som så udgiver sig for at være en anden person. Han giver dem i hvert fald et andet personnummer, og så vælger betjentene desværre at tro på det," siger han til Newspaq.
Dermed lod politiet den 48-årige mand forsvinde, og der er ifølge Jesper Drejer ingen god forklaring på, hvorfor betjentene ikke kunne genkende den mand, de var på jagt efter.
"Det er et godt spørgsmål. Vi er også utrolig kede af det, der er sket," siger han.
Per Bjørnskov Madsen har været efterlyst siden starten af juni, hvor han stak af fra Retspsykiatrisk Afdeling i Middelfart. Her var han anbragt for vold mod sin daværende samlever.
Hun har siden flugten boet i et sikkert hjem sammen med deres fireårige søn.
Per Bjørnskov Madsen er også efterlyst hos Interpol.