Hvis du ringer 112, kan du nu forvente, at politiet er hos dig inden for ti minutter.
De er nemlig blevet langt bedre og hurtigere til at rykke med de blå blink. Tiden fra opkald til udrykning er dermed gennemsnitligt faldet med to et halvt minut fra 2007 til 2011, det viser en ny opgørelse.
Politiet havde et erklæret mål om at responstiden skulle ned under ti minutter, og nu ligger den i gennemsnittet på syv minutter og 55 sekunder.
Men ikke alle kredse er lige hurtige.
Hos Sydøstjyllands Politi er man i dukserækken med en responstid på kun seks minutter og 38 sekunder.
"Vi har selvfølgelig en fordel af en god infrastruktur mellem byerne, fordi trekantområdet har motorveje mellem de største byer. Men med politireformen har vi mulighed for at have flere patruljevogne på gaden og dermed mindske responstiden," siger chefpolitiinspektør Jørgen Abrahamsen fra Sydøstjyllands Politi til MetroXpress.
Eksperter mener også, at politireformen har haft en positiv effekt.
Fordelt over politikredsene er der en forskel på tre minutter i responstid på 112-opkald.
Kilde: MetroXpress