Først fandt de jakken, så fandt de tøj og papirer.
Politiet tror nu, at den 52-årige Kirsten Bay Andersen er blevet udsat for en forbrydelse.
Mandag eftermiddag fandt de hendes ejendele i en container ved havnen i Haderslev - kort væk fra det sted, hvor hun forsvandt natten til lørdag.
Og derfor efterforsker Syd- og Sønderjyllands Politi nu hendes forsvinden som en drabssag, skriver Ekstra Bladet.
Også familien til Kirsten Bay Andersen er helt overbeviste om, at den 52-årige kvindes forsvinden skyldes en forbrydelse.
"Hvis Kirsten ligger i havnen, er hun ikke faldet, men skubbet i vandet," siger hendes samlever, Ole Bøgelund Petersen, til Ekstra Bladet.
Den 52-årige mor til to fra Vojens forsvandt efter en fest i Haderslev. Og efterforskningen er siden da foregået med helikopter, både og politihunde. De nye fund gør, at eftersøgningen fortsætter med uformindsket styrke i dag tirsdag, oplyser politiet.
Hvis folk har opholdt sig på havnen natten til lørdag og lørdag morgen, vil politiet meget gerne tale med dem.
Kirsten Bay Andersen er 165 centimeter høj, slank og med kastanjefarvet, kort hår og briller. Hun havde sort overdel, sort nederdel, en kort rød jakke og lange røde støvler på, da hun forsvandt efter festen.