Sidste weekend blev en 23-årig mand stukket seks gange i ryggen med en kniv. Og ifølge flere aviser er det nærmest normalt, at borgerne i Roskilde tager kniv med sig i byen.
Det vil politiet i Roskilde ikke finde sig i. Og derfor er der fra i morgen fredag og frem til den 14. september indført et såkaldt visitationsområde, hvor alle borgere kan risikere at bliver kropsvisiteret - uden særlig mistanke.
Formålet er at se om nogen har våben på sig.
- Det er politiets håb, at overnævnte tiltag vil have den præventive virkning, at unge undlader at medbringe våben i nattelivet, og at tragiske sager, som sidste weekends knivstikkeri kan undgå, siger kommunikationsmedarbejder Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællandspoliti.
Der vil være stikprøvevisitation i hele det centrale Roskilde omkranset af følgende gader:
Byvolden, Villavej, Blågårdsstræde, Bondetinget, Skolegade, Provstestræde, Dronning Margrethes Vej, Kong Valdemars Vej, Københavnsvej, Ny Østergade, Østergade, Køgevej, Jernbanegade og Borgediget.