Kriminelle indvandrerbander landet over har vokset sig så store og stærke, at folk, der arbejder i miljøet, kalder politiets indsats mod banderne for »fuldstændig forfejlet«. Politiet selv erkender, at problemerne er ved at tage overhånd.
»Vi må konstatere, at vi stadig ikke har fået fat om roden på banderne,« siger chefkriminalinspektør i Rigspolitiet Frank Jensen.
En særlig enhed under rigspolitiet har ellers siden 1. juni 2005 – som et led i justitsminister Lene Espersens (K) nul-tolerance-strategi over for »kriminelle netværk« – haft til opgave at bekæmpe indvandrerbanderne.
14 bander overvåges
I den forbindelse overvåger politiet i øjeblikket 14 forskellige indvandrerbander og 162 nøglepersoner, hvoraf mange har narko- og voldsdomme bag sig. Men på gadeplan oplever leder af Fædregruppen på Nørrebro i København Khalid Alsubeihi ikke, at politiets særlige indsats virker.
»Der er tale om en fuldstændig forfejlet indsats, hvor politifolkene stort set kun går efter de småkriminelle drenge eller dem, der slet ikke har begået noget. Ikke den hårde kerne. Resultatet er, at banderne trives rigtig godt,« siger han.
Den ansvarlige minister, justitsminister Lene Espersen (K), erkender, at det har taget lang tid for politiet at få overblik over banderne, men understreger samtidig, at hun fuldt og fast tror på, at indsatsen virker.
»Jeg er enig i, at det er et langt sejt træk at komme de mest kriminelle indvandrerbander til livs. Men strategien er koordineret med mig, og jeg har fuld tiltro til, at det lykkes politiet, som det lykkedes dem med rockerbanderne,« siger Lene Espersen.