Politiet jagter nu den mand, som de formoder står bag det voldsomme skyderi på Nørrebro søndag. Der blev affyret hele 14 skud på Kapelvej midt på Nørrebro.
"Vi har vidner, som har set en mand køre meget hurtigt væk fra Kapelvej på en sort mountainbike. Manden er dansker, mellem 18 og 25 år og cirka 175 centimeter høj. Han var klædt i sorte cowboybukser, sort hættetrøje og bar hvide kondisko. Den moutainbike, han kørte på, er sort eller mørkegrå," siger politikommissær Knud Hvass til Newspaq.
Ingen personer blev ramt af skuddene, der gennemhullede en parkeret bil. Motivet kan være hævn fra et tidligere skyderi, hvor en 15-årig blev ramt i benet.
"Der er nogle af vores vidner, som mener, at det var manden, som skød. Vi vil meget gerne høre fra folk, som har set noget," fortæller Knud Hvass.
Københavns Politi kan kontaktes på telefon 33 14 14 48.