Bæltet var ved at tage livet af hende, og nu kan det ende med at fælde ham.
Politiet i Nordsjælland fortsatte mandag formiddag jagten på den gerningsmand, der natten til søndag overfaldt en 48-årig kvinde i Vangede nær København og tvang hende til at give ham et blowjob.
Under overfaldet spændte manden kvindens bælte rundt om halsen på hende, og det var ifølge politiet nær ved at koste hende livet.
Ifølge Nordsjællands Politi kan bæltet rumme nøglen til opklaringen af overfaldet.
- Gerningsmanden tog bæltet med sig, da han flygtede. Hvis vi finder det, kan det måske give os et tip, siger vicepolitiinspektør i Nordsjællands Politi, Flemming Poulsen.
Politiet har været i kontakt med et vidne, der har set manden løbe ad Vangedevej mod Vangede Station umiddelbart efter overfladet. Da var klokken cirka to om natten.
Manden beskrives som 175-180 centimeter høj, veltrænet og med mørkeblondt hår.
Politiet taler med kvinden mandag formiddag.