Pusher Street på fristaden Christiania er afspærret. Politiet har invaderet staden og er i gang med at ødelægge hashboder.
Ordenspolitiets vagtchef Michael Poulsen bekræfter over for politiken.dk, at aktionen er i gang.
"Vi er derude af og til for at være tryghedsskabende i området, så det er en ren rutineaktion," siger ordenspolitiets vagtchef, Michael Poulsen.
Han vil dog ikke fortælle, om det er sandt, at politiet saver boderne i stykker.
Men øjenvidner har set en gul lastbil fyldt op med bliktage, gamle olietønder og andre dele, som har været anvendt i og ved boderne. Trods det store arbejde var der ifølge dr.dk ingen gevinst, da bodernes hash var pist væk, og politiet måtte gå tomhændet hjem.
Christianitterne nøjes med at betragte politiet i arbejde, men nogle enkelte kommer med tilråb.
"Det må gå dårligt i politiet, siden I skal have vores møbler," lyder det ifølge politiken.dk fra nogle af beboerne.
Over middag meldes det desuden, at den første hashbod igen kørt i stilling på Pusher Street.