En anonym dansker har udlovet en dusør på 25.000 kroner, politihunde har ledt efter spor overalt, og Københavns Politis drabsafdeling modtager hele tiden nye henvendelser fra borgere, der mener at have oplysninger om det brutale overfald i Hellerup på den 10-årige Katrine forleden.
Men det hjælper stadig ikke efterforskerne til et gennembrud i sagen.
- Vi får løbende henvendelser fra borgere, men ikke noget, der ikke kan vente til på mandag. Det et spørgsmål om ressourcer, og vi har kun de folk vi har, og venter derfor til efter weekenden med at gå videre med sagen - med mindre vi får nogle epokegørende henvendelser, så handler vi selvfølgelig straks, siger politiets centrale efterforskningsleder, Rene Hansen.
Politiets hovedteori er, at man jagter en psykisk syg mand.
- Det er vores mest nærliggende teori. Hvem kan ellers gennemføre noget så umotiveret, ikke normale mennesker, ræsonnerer Rene Hansen.
Og chefpsykolog ved Odense Universitetshospital, Jørgen Beckmann, giver ham ret.
- Det her må være en psykisk syg persons handling, fordi det var så umotiveret og spontant, siger han.