Et par kondisko, en håndtaske og noget tøj smidt i en flod. Det er blandt de ting, som politiet i øjeblikket undersøger i jagten på den seriemorder, der har myrdet fem prostituerede i den engelske by Ipswich. De fem lig er alle blevet fundet uden tøj på, men med fingerringe og halskæder, skriver The Guardian.
Politiet mener, at morderen skal findes blandt de prostitueredes kunder, og allerede nu har man indsnævret antallet af mulige mistænkte til en håndfuld. Samtidig har en anden prostitueret udtalt, at hun har set en af de myrdede kvinder stige ind i en blå BMW, der blev kørt af en buttet, mørkhåret mand med briller.
Politiet har bedt prostituerede om at holde fri fra arbejdet, mens efterforskningen er i gang.