Naboerne til James Holmes, formodet gerningsmand bag fredagens massakre i en biograf i Denver-forstaden Aurora i Colorado, kan formentlig få lov vende hjem til deres lejligheder senere lørdag (søndag dansk tid).
Det siger den lokale politichef ifølge nyhedsbureauet Reuters.
James Holmes havde forud for skuddramaet i biografen mineret sin lejlighed med sprængstoffer og snubletråde. Politiet evakuerede derfor naboerne, mens bombeeksperter forberedte sig på at trænge ind i lejligheden.
Politiet har nu fjernet snubletrådene og "brændbare enheder" fra lejligheden, oplyser Auroras politichef, Dan Oates, ifølge avisen Denver Post.
Han tilføjer, at mineringen af den 24-årige Holmes' hjem var foretaget med det formål at dræbe den første, som trængte ind i lejligheden - antagelig en politimand.
Politiet foretog lørdag aften, dansk tid, en kontrolleret mindre eksplosion. Bombemændene planlægger at bruge en robot for at uskadeliggøre de bomber, James Holmes havde installeret i lejligheden.
En specialagent fra FBI, Jim Yacone, sagde på et pressemøde lørdag, at sprængstofferne og bomberne i James Holmes' lejlighed var lige så farlige som frygtet: - Faren er ikke ovre, men stærkt reduceret, sagde han ifølge Denver Post.
Den formodede gerningsmand dræbte 12 mennesker og sårede yderligere 70, da han fredag begyndte at skyde løs i biografen i Aurora under premieren på den ny Batman-film "The Dark Knight Rises".
Han blev efter massakren anholdt på parkeringspladsen bag biografen og gjorde ikke modstand.
/ritzau/