Ingen kom til skade, da en politijagt med hastigheder op mod 160 kilometer i timen endte i en grøft.
Kort før klokken halv fire natten til søndag indledte en patrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi en hektisk jagt på en bilist, som blev opdaget i høj fart nord for Thisted.
- Først blev han målt med 140 kilometer i timen gennem Hillerslev, inden han kørte 160 kilometer i timen på landevejen. Og på havnen i Hanstholm lå han og kørte 150 kilometer i timen. Han kørte venstre om i rundkørsler, og han overholdt heller ikke sin vigepligt, forklarer vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.
På Klitmøllervej mellem Klitmøller og Thisted kørte bilisten over en mark og ind igennem et læhegn og endte i grøften.
Bilisten er en 26-årig mand fra Thisted-egnen. Han mistænkes for at have kørt med både alkohol og narkotika i blodet.
- Han behøver ikke bekymre sig om sit kørekort i det næste stykke tid. Hvis han har kørt med den hastighed med både sprit og narko i blodet, og samtidig nægtet at standse, så kan der godt gå nogle år, før han ser sit kort igen, siger Jens Claumarch.
Denne gang kom ingen mennesker til skade. Det gjorde der til gengæld, da en biljagt i Københavns gader torsdag aften endte med at to betjente måtte på skadestuen.
Læs den historie her