Ring til os – og hellere i dag end i morgen!
Sådan lyder opfordringen fra politiet i Skive nu til borgere, der tror, de har set dem forsvundne Emilie Meng, skriver BT.
Det sker efter, at man har modtaget 12 henvendelser fra borgere fra mandag til tirsdag tidlig morgen.
- Vi kan kun opfordre til, at hvis man ser en pige, man tror er Emilie, så skal man ikke ringe dagen efter, men med det samme. Eller også skal man tage kontakt til pigen med det samme og spørge, hvem hun er. Prik hende på skulderen og spørg stille og roligt, siger politikommissær ved Skive Politi Christian Toftemark til BT.
Flere af de aktuelle tips peger på samme område og tidsrum, og det tager politiet alvorligt.
- Der er ingen tvivl om, at nogle tips er mere konkrete end andre. Men hvis der er en del, der har set hende i et snævert tidsrum inden for et geografisk område, så er det noget, vi undersøger. Der kan også være kommet flere tips i løbet af formiddagen, siger politikommissæren.
Tirsdag kunne Marianne Roed fra Sydsjællands Politi og Lolland Falsters Politi fortælle, at det ikke var Emilie Meng, der optrådte på et billede, en borger fra Skive havde gået til politiet med.
I Skive vil politiet dog stadig undersøge de mange henvendelser og afventer også en videoovervågning.