Politiet i Århus er gået i gang med at undersøge, om det kan lade sig gøre at afspærre hele området omkring Bazar Vest i Århus efter lukketid, siger vicepolitiinspektør Leif Benny Kristensen til Århus Stiftstidende.
Forslaget kommer, efter at politiet i weekenden måtte opgive at efterforske et knivstikkeri mellem to personer, blandt andet fordi betjentene blev forstyrret af en truende gruppe unge, der var ude på genere politiets arbejde.
Både politikere og bazarens leder er positive over for idéen:
»Episoden fra weekenden grænser til det værste, jeg har hørt, der er sket i området. Og jeg ser absolut politiets forslag om en afspærring som en mulighed for at gøre noget konkret her og nu,« siger socialrådmand Gert Bjerregaard (V) til Århus Stiftstidende.