Medarbejderne på Karstensens Skibsværft blev fredag vidne til en frygtelig arbejdsulykke. Otte af dem kom til skade, da der i forbindelse med svejsearbejde pludselig udbrød brand – en af dem afgik ved døden fredag aften.
Nu er Nordjyllands Politi klar med en teori om årsagen til den tragiske ulykke. Det fortæller vagtchef Mogens Haugesen til Ekstra Bladet.
- Man antager, der har været en udsivning af gas, man bruger i forbindelse med en skærebrænder eller svejser. Da man så antænder, har det stået og sevet hele natten. Gas er tungere end ilt, så det siver ned. De skulle arbejde i bunden af skibet, siger Mogens Haugesen til Ekstra Bladet.
Ulykken skete, da medarbejderne var i gang med at bygge et skib til Søværnet. Og fordi gassen lå lavt, har de ansatte ikke nødvendigvis været i stand til at lugte udsivningen, forklarer vagtchefen.
Hvis der opstår en brand, når man tænder svejseudstyret vil der ikke ske en traditionel eksplosion. Det kan i stedet sammenlignes med den reaktion, der opstår, når man hælder benzin på en grill, forklarer Mogens Hougesen til Ekstra Bladet.
En 51-årig mand døde fredag aften efter at være blevet slemt forbrændt. Han var ligesom en 45-årig kollega blevet fløjet til Rigshospitalets brandsårs-afdeling.
Den 45-årige har det dog rimeligt nu, oplyser Nordjyllands Politi.
Man afventer nu en rapport fra Arbejdstilsynet, der besøgte virksomheden efter ulykken.