218 bilister kan se frem til at få penge tilbage fra Rigspolitiet.
Rigspolitiet har nemlig begået en brøler og fejlagtigt opkrævet 500 kroner i bidrag til den såkaldte Offerfond. En fond oprettet af Folketinget, som skal yde tilskud til projekter og aktiviteter, der tilgodeser blandt andre trafikofre, skriver Jyllands-Posten.
De 218 bilister var blandt i alt 937 bilister, som i 2018 blev taget med spor af hash i blodet. De fik et klip i kørekortet, men efter en lovændring var netop denne type sager om hash i blodet ikke længere omfattet af ordningen med bidrag til Offerfonden.
Politiet var dog ikke opmærksom på lovændringen og opkrævede de ekstra 500 kroner, lyder forklaring ifølge Jyllands-Posten.
I en redegørelse forklarer Justitsministeriet, at de fejlagtige opkrævninger blev standset i september 2018.
"Justitsministeriet beklager, at der i en periode uretmæssigt har været opkrævet bidrag til Offerfonden", lyder det ifølge Jyllands-Posten i redegørelsen.
De 218 bilister kan udover de 500 kroner også se frem til at få en forrentning af pengene oven i.