Over 100 personer ringede op, da politiet den 28. februar holdt en særlig telefonlinje åben for personer, der har oplysninger i sagen om mordet på Sveriges tidligere statsminister Olof Palme.
Dag Andersson, efterforskningsleder af politiets Palmegruppe, siger til det svenske nyhedsbureau TT, at der blandt de mange henvendelser er flere interessante tips og også iagttagelser fra personer, der ikke før har givet lyd fra sig.
- Nu skal vi gennemgå alle tips for at se, hvad der er nyt eller ikke tidligere undersøgt, siger han.
Olof Palme blev myrdet med skud om aftenen den 28. februar 1986 i hjertet af Stockholm.
Han havde været i biografen med sin kone, Lisbet, da han blev skudt.
Igennem årene har der været tusindvis af spor i sagen og lige så mange spekulationer om, hvem der myrdede Palme. Men mordet er aldrig opklaret.
Svenskeren Christer Pettersson, en kriminel fra gaden i Stockholm, blev dømt for mordet på Palme i 1988.
Vidneudsagn fra Lisbet Palme havde stor betydning for dommen, men den blev appelleret, og han blev frikendt året efter.
I 1998 afviste den svenske højesteret en appel fra anklagemyndigheden om at gennemføre en ny retssag mod Pettersson. Beviserne var for svage, sagde højesteretten.
Pettersson døde i 2004.
/ritzau/TT