Stein Baggers svenske forretningsforbindelse Michael Ljungmann er ikke længere på fri fod. Ifølge TV 2 News har Statsadvokaten for økonomisk kriminalitet bekræftet, at svenskeren er blevet anholdt i Norrköping.
Michael Ljugmann, der blev efterlyst via Interpol den 22. april, er mistænkt for at have medvirket til dokumentfalsk for omkring 266 millioner kroner. Han er i øvrigt tidligere dømt for omfattende moms- og skattesvindel.
Det var også Michael Ljungmann der i sin tid hjalp Stein Bagger under hans flugt tværs over USA, da han sørgede for en bil, et kreditkort og 1.000 dollar. Ifølge Bagmandspolitiet har han også medvirket til bedrageriet i IT Factory.
Ud over Stein Bagger og Michael Ljungmann har politiet sigtet to nordmænd. Statsadvokaten skal mødes med dommeren og Stein Baggers forsvarsadvokat på fredag for at få sagen berammet.
Stein Bagger har tidligere erkendt, at han har svindlet og bedraget for omkring 870 millioner kroner.