Politiet har foretaget den fjerde anholdelse i en sag om flere hjemmerøverier i Vestjylland.
I et retsmøde torsdag har en dommer i Holstebro afgjort, at den anholdte, der er 24 år, skal være varetægtsfængslet i fire uger. Det oplyser anklager Iben Bødker fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Manden sigtes for sammen med andre at have begået et hjemmerøveri 20. december i Roslev nord for Skive.
Udbyttet var kontanter og hårde narkotiske stoffer. Ved røveriet blev offeret slået med et aluminiumsbat, oplyser anklageren.
Den 24-årige nægter sig skyldig, men erkender at have været til stedet.
I forvejen er tre andre i sagskomplekset blevet varetægtsfængslet. De har været frihedsberøvet siden slutningen af februar. I alt tre hjemmerøverier indgår i de sigtelser, der er blevet rejst.
Ifølge politiet er der tale om den type hjemmerøveri, hvor offer og gerningsmand ikke kender hinanden i forvejen.
Disse røverier straffes hårdere end for eksempel et røveri, der finder sted på gaden. Udgangspunktet for et såkaldt egentligt hjemmerøveri er en straf på fængsel i fem år.
/ritzau/