Fra marts bliver det efter planen muligt for ansatte i politiet, PET, anklagemyndigheden og kriminalforsorgen anonymt at indberette om strafbare forhold på jobbet.
Det skal ske gennem en whistleblowerordning.
Men formand i Politiforbundet Claus Oxfeldt frygter, at ordningen, som han ikke har efterspurgt, kan skabe mistillid internt på arbejdspladsen.
- Jeg frygter, at den bliver brugt i stor stil, og at den kommer til at betyde, at folk kigger skævt til hinanden.
Claus Oxfeldt understreger dog, at eventuelle brud på loven skal indberettes. Det bør ifølge ham bare ikke ske anonymt.
- Jeg håber, at hvis der er store, kontroversielle ting, der kan have en samfundsmæssig betydning, at man så har mod og mandshjerte til selv at fortælle, at det har man oplevet, og at det behøver man ikke at gøre anonymt, siger han.
Whistleblowerordningen skal udrulles inden for Justitsministeriets område 1. marts, og efterfølgende er det planen, at ordningen bredes ud til det øvrige statslige område.
I en kronik i Berlingske onsdag nævner statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) tibetsagen, hvor borgeres demokratiske rettigheder blev krænket, og sagen om millionsvindel i Socialstyrelsen som grunde til, at der er behov for en ordning.
/ritzau/