Politiet glemte torso-foto på Madsens raketværksted

En mappe med billede af Kim Walls torso blev efterladt af efterforskere uden opsyn tilbage i august.
Jens Møller Jensen chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet ankommer til Københavns Byret, hvor sange mod raketbygger Peter Madsen fortsætter.
Jens Møller Jensen chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet ankommer til Københavns Byret, hvor sange mod raketbygger Peter Madsen fortsætter. Foto: Martin Sylvest/Scanpix

Under efterforskningen af sagen om drabet på Kim Wall glemte efterforskere en mappe med billeder af Kim Walls torso ude på Peter Madsens værksted.

Det skriver Ekstra Bladet.

Inde i mappen lå der billeder af Kim Walls torso og de effekter, der havde været spændt på den, i forsøget på at få den til at synke til bunds.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Oplysningerne bekræfter Jens Møller, der er chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet, over for Ritzau.

- At vi glemte mappen er meget beklageligt, siger Jens Møller.

Det var først, da to praktikanter kontaktede politiet, at mappen blev hentet. De havde overværet ransagningen og fandt mappen.

Mappen lå på værkstedet i et par timer. Men blev straks hentet efter henvendelsen.

- Vi er naturligvis kede af hændelsen og har på dagen beklaget over for de tilstedeværende, ligesom jeg - efter hændelsen er omtalt i pressen - med beklagelse har orienteret Kim Walls pårørende, siger Møller til Ekstra Bladet.

Episoden, der skete 31. august, blev dokumenteret i en politirapport.

- Vi har hørt rygter om, at indholdet af mappen kan være blevet blevet affotograferet, og det er vi naturligvis bekymrede over.

- Vi har dog ikke konstateret, at der er offentliggjort sådanne foto, siger Jens Møller til Ekstra Bladet.

- Jeg vil dog henlede opmærksomheden på, at det vil være stærkt uetisk at bringe sådanne billeder, hvis de findes, samt at det derudover vil være en overtrædelse af straffeloven at vise billederne, tilføjer politichefen.

Torsdag er tredje retsdag i sagen mod opfinder og raketbygger Peter Madsen.

Her skal flere vidner i sagen afhøres. Der er i alt indkaldt 37 vidner, der i løbet af retsdagene skal afgive forklaring.

Der er afsat 12 retsdage til sagen, der startede 8. marts i Københavns Byret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.