Opdatering: Manden har meldt sig selv, oplyser Københavns Politi.
Som led i efterforskningen af et voldeligt overfald offentliggør Københavns Politi nu billeder af den mand, som er mistænkt i sagen.
Overfaldet fandt sted den 7. august 2022 ca. kl. 02.33 ved Marmorkirken metrostation i Indre By. Her stod to unge mænd på henholdsvis 18 og 19 år af toget, hvorefter de blev tildelt knytnæveslag af gerningsmanden, som også stod af dér.
De to forurettede havde tidligere på aftenen været i kontakt med gerningsmanden på et værtshus på Vesterbro, hvor den pågældende opførte sig voldsomt og derfor blev bortvist af stedets dørmand.
- Det er et groft overfald, som de to unge er blevet udsat for, og derfor vil vi selvfølgelig have fat i gerningsmanden. Vi håber, at der er nogen, som kan genkende manden på billedet, da vi mistænker ham for at have udført overfaldet. Kan man genkende ham, så kontakt os endelig, siger vicepolitiinspektør Jesper Beuschel fra Københavns Politi.