Gøglere, cirkusartister og børnefamilier vil lørdag eftermiddag lave et nytårsoptog på Nørrebro til støtte for Ungdomshuset. Og det bliver ganske fredeligt, lover arrangørerne bag optoget.
Men Københavns Politi har en anden og mere urolig fornemmelse for demonstrationen, fortæller Lise Fritzenbøger, der er med i ’Nørrebrogruppen for plads til alle især Ungdomshuset’ og har anmeldt optoget til politiet.
»Jeg anmeldte demonstrationen kort før jul, og forleden blev jeg ringet op af Københavns Politi, der var meget bekymret. Politiet havde hørt, at udelandske ballademagere ville dukke op til optoget, og politiet mente ikke, at vi kunne styre det. Det undrer mig meget, for hele idéen med det fredelige optog er at vise, at borgerne på Nørrebro bakker op om Ungdomshuset,« siger Lise Fritzenbøger.
Og lødagens nytårsoptog fra Sankt Hans Torv til Ungdomshuset vil blive fredeligt, lover Lise Fritzenbøger.
»Vi har fået en garanti fra Ungdomshuset om, at der ikke bliver ballade. Men selvfølgelig kan vi aldrig være helt sikre, for vi kan ikke gardere os i mod provokationer udefra,« siger Lise Fritzenbøger.
Nytårsoptoget begynder klokken 15.00 og vil bestå af musik med blandt andre Magtens Korridorer, artister fra Cirkus Panik og taler af teaterdirektøren på Aveny-T, Jon Stephensen. Optoget slutter klokken 17.00 ved Ungdomshuset.
Bag optoget står ’Nørrebrogruppen for plads til alle især Ungdomshuset’, Borgergruppen pro Ungdomshuset og Kunstnere for Ungdomshuset, der blandt andre tæller Magtens Korridorer, Savagerose og rapperen Natasja.