Det handler om ære, narko og våben.
Natten til torsdag blev en ung indvandrer på 21 år skudt og dræbt på Nørrebro - sandsynligvis af en indvandrerbande. Og drabet vil formentlig blive hævnet, vurderer drabschef Ove Dahl fra Københavns Politi.
- Al vores erfaring viser, at sådan et drab skal hævnes, men om det sker i dag, i overmorgen eller til februar, det ved jeg ikke, siger Ove Dahl til Politiken.
Torsdag eftermiddag blev fire indvandrere - efter afhøringer - fremstillet i grundlovsforhør - sigtet for overtrædelse af våbenloven. En blev varetægtsfængslet i seks dage - de tre andre blev løsladt.
- De har ikke bidraget til efterforskning, men fyldt os med løgn, siger Ove Dahl til DR Nyheder.
Tilbage står, at politiet - mere end et døgn efter skuddramaet - står uden noget afgørende gennebrud i efterforskningen.