Politiet i Norge forventer en massiv kritik, når 22. juli-kommissionens rapport om myndighedernes indsats under terrorangrebet i Oslo og på Utøya offentliggøres på næste mandag. Derfor er en række psykologer parate til at træde til.
Psykologer, personlige rådgivere og andre plejepersoner er sat i beredskab for at hjælpe og støtte ansatte og enheder, som har behov for det, skriver avisen Aftenposten.
- Vi formoder, at rapporten vil være kritisk over for dele af politiets indsats, og at både enheder og enkeltpersoner vil være omtalt, siger afdelingsdirektør Arnt Inge Rolland, Politidirektoratet, til Aftenposten.
Politidirektoratet har for nylig sendt et brev til alle landets politikredse og specialenheder, hvor de opfordres til at gøre klar til at håndtere ansattes reaktioner, når kommissionsrapporten fremlægges 13. august.
- Vi ønsker at sikre personalet på den bedst mulige måde, og det er derfor helt naturligt at planlægge foranstaltninger i forbindelse med personalepleje og støtte til eget personel, siger Rolland.
Det var den norske regering, der nedsatte en kommission, der skulle undersøge myndighedernes indsats i kølvandet på Anders Behring Breiviks terrorangreb mod Oslo og Utøya 22. juli 2011, da 77 mennesker mistede livet.
Blandt andre er tidligere politidirektør i København, Hanne Bech Hansen, medlem af kommissionen.