Der vil være flere uniformerede politifolk på dette års Roskilde Festival end tidligere. Og der er lavet nye sikkerhedsforanstaltninger, som skal hindre biler i at drøne ind på området.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra politiet onsdag. Heri begrunder politiinspektør Jens Børsting de nye "markante afspærringer" med "udviklingen i verden omkring os."
Dermed hentyder han formentlig til angrebene med lastvogne og varebiler i Nice, Berlin, Stockholm og London.
Cirka 100.000 mennesker ventes at deltage i festivalen, der begynder onsdag i den kommende uge.
Politichefen fra Midt- og Vestsjællands Politi fortæller også, at der vil være nye initiativer, som dog ikke vil være synlige for festivalens deltagere. Hvad der nærmere er tale om, røber Jens Børsting ikke.
Afspærringerne vil i det hele taget gøre det vanskeligere for bilister at komme frem til festivalen. Politiet anbefaler derfor, at man overvejer at tage bus eller tog i stedet.
I øvrigt beder politiet folk om at sige til, hvis de ser noget usædvanligt eller mistænkeligt.
Deltagerne i festen, hvor en del mennesker opfører sig på en anden måde end normalt, opfordres til at være "opmærksomme på adfærd og forhold, som vurderes til at være uden for normalbilledet."
/ritzau/